FLIS-rapport skal hjælpe skolechef med styring

Rapport på skoleområdet skal give skolechefen i Randers overblik.

Forbedrede muligheder for intern benchmark mellem skolerne – det er et af de vigtige resultater for Randers Kommune ved at udarbejde en FLIS-rapport på skoleområdet.

Rapporten er udviklet i dialog med skolechefen, og planen er, at rapporten skal indgå i hans løbende dialog med lederne for de enkelte skoler.

Alt samlet på et sted

Økonomikonsulent fra Randers Kommune Ulrich Kjær Egebjerg fortæller:

”I rapporten indgår der f.eks. aktivitetsdata og personale-/fraværsdata for de enkelte skoler. Det er rart for skolechefen at få samlet alle de data i en rapport”.

Rapporten var et af resultaterne af et forløb, hvor Randers Kommune havde sat nogle workshops op med flere fagchefer for at diskutere muligheder i FLIS, og som Ulrich Kjær Egebjerg siger det: ”afmystificere systemet”.

Tydeliggør problemer med registreringspraksis

Et resultat af FLIS-rapporten er, at den tydeliggør uhensigtsmæssigheder i forbindelse med registreringspraksis fortæller Ulrich Kjær Egebjerg:

”En væsentlig pointe for skolechefen er, at det kan hjælpe ham med at formidle over for skolelederne, at det er vigtigt at registrere korrekt. F.eks. har vi elevtal fordelt på klassetrin, og en skole havde slet ikke nogen registreringer for første og anden klasse.”

Præsenteret i netværk

Skolerapporten fra Randers blev i starten af året præsenteret i ”syv-by-netværket” som består af syv jyske kommuner. Flere af disse kommuner er allerede selv gået i gang at implementere Randers’ rapport på skoleområdet, via den mulighed FLIS giver for at dele rapportskabeloner.

Rapporten er også blevet præsenteret i KL og KOMBITs FLIS-partnerskab med ti kommuner. I takt med at flere og flere kommuner er gået i gang med at udvikle rapporter i FLIS, arbejder KL og KOMBIT nu på en løsning, der vil gøre det nemmere at dele rapporter.